Søg Garagen Hej Gæst! Register

Anmeldelse: Piaggio NRG Power PJ / 2006
#1
Anmeldelse: Piaggio NRG Power PURE JET 2006

Styrker

Lavt Benzinforbrug (39 km/l ? 2,6 l pr. 100 km på min)
Vandkølet
God ydeevne
Skivebremse bag
Gode køreegenskaber
Slidstærk motor
Nem at gøre tilpas hurtig

Svagheder

Helt afhængig af elsystemet / indsprøjtningssystemet
Elektronisk begrænsning svær at ændre (kræver specialapparatur)
Pris (18995.-)


Følgende anmeldelse af NRG PJ'en er skrevet uden referencepunkter til andre scootere, da dette er min første scooter. De angivne hastigheder er alle ifølge scooterens eget speedometer.


Jeg ville beskrive denne scooter som en luksusarbejdshest. Scooteren er for dem som ikke nødvendigvis føler det store behov for at lege med modifikationer og er tilfreds med en scooter som kører langt på literen. Scooteren, der har elektronisk indsprøjtning og er vandkølet, er fuldstændig afhængig af sit elektriske system, og har ingen kickstart. Det sidste skyldes formentlig at hvis det elektriske system og dermed indsprøjtningen ikke virker, har det intet formål at dreje starteren. Det elektriske system drives af et 9 ampere batteri.

Forhåbentlig kan vandkølingen være med til at sikre lang levetid på motoren (Piaggio Hi-per-2), som har et ry for at være slidstærk. Jeg skal dog gøre opmærksom på at disse linier er skrevet efter kun 300 kilometers brug af scooteren.

Hvis denne scooter viser sig generelt at have en god funktionsgrad uden svigt i indsprøjtningsystemet, kan den ende med at blive sin ejers bedste ven. Der findes mange folk med viden om karburatormotorer som kan hjælpe dig, hvis de svigter. Hvis indsprøjtningen på denne scootermodel svigter eller andre fejl opstår omkring tændingen mm. så vil de fleste være henvist alene til forhandler eller anden mekaniker.

Min scooter har ikke fået ændret fabriksrullerne i vario'en. I praksis synes jeg at den skal have meget gas for at bevæge sig. Egentlig kunne jeg godt ønske mig at den stille og roligt bevægede sig ved mindre gas. Scooteren har en rigtig rask acceleration. Der er et godt lille spark i den. Modellens ydelse er fra importøren oplyst til 6hk mod de 4,5 for standard NRG'en Jeg har ikke målt den, men på gaden kan den accelerere rask nok til at komme godt foran mange bilister. Jeg er ny scooterkører, så jeg har endnu ikke fundet ud af at man altså ikke behøver at starte fra hvert stop som om man havde set Osama Bent Larsen på cykel oppe på Langebro.

Omkring selve kørslen har jeg intet dårligt at bemærke. Jeg synes at NRG'en er let at køre. Jeg kan desværre ikke sammneligne dens støjniveau med andre scootere, men jeg synes den larmer nok ? selvfølgelig mest ved acceleration fra 0. Har til gengæld en meget stille tomgang. NRG'en markedsføres med tilnavnet 'Sport Series'. Jeg ved ikke hvad der menes med dette. Kan være dækprofil, optræk, køreegenskaber, skivebremse for og bag, instrumenter, design. Jeg vil dog mene at alle med velbehag kan køre denne scooter i deres eget tempo og efter deres eget temperament. Jeg sidder komfortabelt, og er blevet tryg ved at lægge scooteren lidt mere ned i svingene end lige i starten. Lige da jeg fik den synes jeg godt jeg ville have kunne strække benene lidt mere (er 1.82 høj), men i dag tænker jeg ikke længere over det.

PJ'en har et ok digitalt speedometer med konstant lys som også indeholder temperaturmåler, triptæller & ur. Det sportslige består måske i at den traditionelle omdrejningstæller er meget stor og dominerende i forhold til det digitale display (som dog er fint læseligt). Jeg ville hellere have haft en meget mindre/kombineret digital omdrejningstæller, med DVD- og/eller mp3-afspiller og/eller/måske farvetvtelefon, men behov er jo forskellige Smil)

Scooteren er enkel og ren i designet. Den er i og for sig anonym på gaden i den forstand at der intet ved bagenden der tiltrækker sig ekstra opmærksomhed. I Danmark fås den også kun i grå/hvid, så den har sin elegance, men disse farver er langt fra de signalfarver der bruges på mange scootere. Forhåbentlig kan det redde modellens videre liv fra et tyveriforsøg eller to. Jaja, jeg ville også stjæle en grå/hvid BMW Smil

Scooteren har som standard venstre- og højrespejl. Sikrer selvfølgelig et bredere overblik over vejen bagved. Der er plads til en full-face hjelm under sædet og et par låse mm. I praksis rigtig fedt. Ikke fordi man skal opbevare sin hjelm der ved natteparkering, men fordi alle og enhver har et vist transportbehov af ting og sager. Eller bare at kunne parkere hjelmen når man lige skal ind et sted. NRG'en tilbyder sæderummet og har dertil en 'posestrop' nede foran på styrsiden, til indkøb og yderligere transport. Man kan få en original topboks til montering bagpå. Desværre har den ingen form for bagagebærer, så ethvert tilløb til montering af boks kræver indkøb af et beslag der koster næsten lige så meget som boksen (600/400 kr.) - samlet en tusse. Der findes naturligvis masser af billigere uoriginale bokse ? så mon ikke man kan bruge et uoriginalt beslag. Det finder jeg nok ud af, for jeg synes det er en oplagt mulighed at have. Så kan man transportere endnu mere trash.

I starten nævnte jeg at scooteren er for dem som ikke har behov for at lege og skrue og skifte ud så meget. At få PJ'en til at køre som den skal, kræver sådan set kun fjerning af ringen i vario'en. Lydpotten afviger fra den på standardmodellen og er ikke plomberet. Fjerning af ringen i vario'en burde egentlig foretages på alle knallerter med vario. Det er godt for både motor og miljø at omdrejningerne på motoren nedsættes. Alle personbiler kan køre hurtigere end den maksimale hastighed på motorvejene, men knallerister kan altså ikke tiltros at kunne moderere sig og følge hastighedsbegrænsningerne i byen frivilligt.

Efter ringen er ude accelererer PJ'en som hidtil, men den rammer sit maksimale omdrejningstal ved 8500-9000 og kører alt efter vindforholdene så mellem 70 og 80 km/t. Højeste tal jeg har set på meteret er 88 ? på vej ned i 'lufthavnstunellen' på Englandsvej på Amager med stærk medvind. Den modsatte vej kørte den 70. Før ringen var ude, forsøgte jeg forsigtigt ikke at køre motoren for meget op i omdrejninger, men den krævede omkring 9000 omdrejninger i minuttet for at nå en hastighed af 50 km/t og svingede et par gange faretruende op mod 10000 rpm. Idag ligger motoren 2000 omdrejninger lavere ved samme hastighed (7000 rpm / 50 km/t).

Jeg har været en del ude at køre på scooteren på kort tid og jeg vil sige at dens optræk og tophastighed med denne meget enkle modifikation gør den egnet til smidig færdsel alle steder i byen ? også der hvor der er 70- og 80- kilometerbegrænsning. Disse steder kan man helt naturligt følge flowet i trafikken. Man er ikke altid den hurtigste - ej heller den langsomste, sammenlignet med bilisterne. Faktisk er en god cruisehastighed ved 8000 rpm hvor scooteren skyder en hastighed af 60-65 km/t. Sikkert også sundt for benzinøkonomien.

Skal man lege med at modificere PJ'en, kræver det at man har / kender en der har et lille gameboylignende apparat der kan uploade nye profiler til scooterens computer. Så kan man få de begrænsninger der måtte være lagt ind mht. til motorens omdrejningstal ved forskellige belastninger og hastigheder væk.
Foreløbige rapporter fra Tyskland tyder på det kan være omsonst at begive sig ud i denne operation. Der er også meldinger om at PJ'en kan være fuldstændig upåvirkelig eller måske endda negativt påvirket af en typisk sportsudstødning. Hvis man drømmer om at dyrke den typiske cocktail med fjerning af ring, fjerning af plombe/blindtarm i udstødning og efterjustering af karburator, er det ikke selvfølgelig ikke PJ'en man skal købe.

PJ'en skal man købe fordi den forhåbentlig er lidt mere stabil i drift ? også ved længere ture, og er gadeklar med et enkelt snuptag. Hvis man altså har luftværktøj til rådighed. Et af mine oprindelige motiver for købet af denne temmelig dyre scooter, var at den godt måtte være benzinøkonomisk. Det synes jeg til fulde er opfyldt indtil videre, hvor jeg ligger på et gennemsnitsforbrug på 38 km. pr. Liter.

Jeg håber på at vende tilbage med rapporter om hvordan det går med PJ'en i længden.

Rettelser og kommentarer modtages med kyshånd.
Hvil i Fred NRG. Amen.
Svar
Vil du slippe for reklamerne - Opret en bruger idag, og bliv en del af fællesskabet. :)

آگهی
#2
Fin anmeldelse, der bestemt fortjener nogle billeder Smil
Svar
#3
bøllebent Skrev:Fin anmeldelse, der bestemt fortjener nogle billeder Smil

Tak, ja jeg må se at få skudt nogen flere..

edit: og det har jeg så: tilføjet min garage. Jeg er for doven til at resize dem ned så de kan indsættes i teksten. Jeg havde også et par flere men der kan kun være 10 billeder i 'garagen', og galleriet siger billedet er for stort eller ødelagt hver gang jeg prøver. Det er 330Kb.
Hvil i Fred NRG. Amen.
Svar
#4
Kunne være nogen kunne lave en PDF med billederne i (så det kommer til at ligne en artikel)
Svar
#5
Lars Skrev:Kunne være nogen kunne lave en PDF med billederne i (så det kommer til at ligne en artikel)

Jeg synes nu bare den skal stå herinde, hvor jeg så kan opdatere den i ny og næ. Det kan også være jeg senere sætter nogle billeder ind i selve teksten. Jeg skrev den fordi jeg gerne selv ville have kunnet læse sådan noget, før jeg købte scooter.

Men faktisk bliver den måske bare slettet når der er gået et stykke tid, hvis der ingen aktivitet har været i den?
Hvil i Fred NRG. Amen.
Svar
Vil du slippe for reklamerne - Opret en bruger idag, og bliv en del af fællesskabet. :)

#6
Scooteren er afleveret til 1000 km eftersyn ved 1250 kørte kilometer. Den har tabt en skrue af de 3 bagskærmen er monteret med. Jeg har åbenbart ikke strammet den godt nok efter skjoldpladen over varioen blev sat på igen.

Derudover har den som nævnt et skævtryk på indersiden af skiven på forbremsen. Piver ved lettere tryk.

Ellers er alt godt med den. Det gennemsnitlige benzinforbrug pr. liter efter 1159 kørte km er 39,1.

Ved dette eftersyn bliver ting og sager vist efterstrammet og den får skiftet olie i gearkassen (øh? .. der er vel nogle tandhjul bag ved variosystemet).
Hvil i Fred NRG. Amen.
Svar
#7
Johnny-2-hjuler Skrev:Scooteren er afleveret til 1000 km eftersyn ved 1250 kørte kilometer. Den har tabt en skrue af de 3 bagskærmen er monteret med. Jeg har åbenbart ikke strammet den godt nok efter skjoldpladen over varioen blev sat på igen.

Derudover har den som nævnt et skævtryk på indersiden af skiven på forbremsen. Piver ved lettere tryk.

Ellers er alt godt med den. Det gennemsnitlige benzinforbrug pr. liter efter 1159 kørte km er 39,1.

Ved dette eftersyn bliver ting og sager vist efterstrammet og den får skiftet olie i gearkassen (øh? .. der er vel nogle tandhjul bag ved variosystemet).

Og hvad vil det eftersyn så koste??

Nyt olie, skal der til en gang imellem, da der ganske rigtig er tandhjul i bagtøjet. Grin
Som på min BiG, har rundet 76.000 km(som en af de få ting, på den) Smil.
Svar
#8
Jps Skrev:Og hvad vil det eftersyn så koste??

500 kroner.
Hvil i Fred NRG. Amen.
Svar
#9
Johnny-2-hjuler Skrev:500 kroner.

Billigt nok(så prisen, i et andet indlæg Smil ). Jeg gav 800 kr ved det 1. service.
Svar
Vil du slippe for reklamerne - Opret en bruger idag, og bliv en del af fællesskabet. :)

#10
Jps Skrev:Billigt nok(så prisen, i et andet indlæg Smil ). Jeg gav 800 kr ved det 1. service.

Ja det er vel ok, selvom den lille djævel siger 'efterstramme lidt møtrikker , skifte lidt olie og tjekke op her og der, det kan jeg sgu da selv gøre' . Men der er jo ingen vej udenom, hvis man vil have sit stempel i garantibogen.
Hvil i Fred NRG. Amen.
Svar
#11
Johnny-2-hjuler Skrev:Ja det er vel ok, selvom den lille djævel siger 'efterstramme lidt møtrikker , skifte lidt olie og tjekke op her og der, det kan jeg sgu da selv gøre' . Men der er jo ingen vej udenom, hvis man vil have sit stempel i garantibogen.

Som nybegynder på scooterområdet, synes jeg det er okay at smide penge ud til service.
Jeg stoppede dog med service på BiG'en ved 21.000 km, så havde pengepungen fået nok(11.000 kr ialt, til forhandleren for servicen). Og siden, har jeg eller min scooterven rodet med den Smil.
Svar
#12
Jps Skrev:Jeg stoppede dog med service på BiG'en ved 21.000 km, så havde pengepungen fået nok(11.000 kr ialt, til forhandleren for servicen). Og siden, har jeg eller min scooterven rodet med den Smil.

Ja da, jeg havde da egentlig ikke tænkt mig at fortsætte så længe som dig. Men det vil tiden jo vise. Men sig mig, jeg gør det jo primært for at kunne nyde godt af en garantireparation, hvis nu vitale dele pludselig brækker ned. Men hvor længe er scooteren egentlig dækket af denne garanti?
Hvil i Fred NRG. Amen.
Svar


Forum spring: