Søg Garagen Hej Gæst! Register

Lydbøger på mobilen - (Symbian S60)
#1
Lydbøger på mobilen


Ok Max Muldjord, så fik du dig omsider taget sammen til at melde dig til et af Dutch's mellemlange touring-arrangementer og er nu på vej ud af den støvede (eller frosne - alt efter årstiden) landevej for at mødes med resten af gruppen i Jokkmokk 1348 km oppe i det nordlige Sverige for at køre det sidste stykke sammen til Nordkap. Og hvad så?

Selvfølgelig kunne du tilbringe tiden med at nyde motorens brummen og betragte landskabet og fuglelivet, men efter et stykke tid kan det altså godt blive monotont. Seriøst - har man set een fugl har man set dem alle. At pille næse er umuligt på grund af hjelmen, så hvad søren skal man få tiden til at gå med? Her er mit forslag: Hvorfor ikke berige hjernen og sjælen med lidt læsning?

[Image: 2596.jpg]
:roll:

Nej, ikke lige på den måde. Jeg mener naturligvis en lydbog. Og før du rynker på næsen så kan jeg sige at lydbøger faktisk er en utrolig god måde at øge sin litterære horisont på hvis man i længere tid befinder sig i en situation hvor traditionel læsning er umulig. Et godt eksempel på en faggruppe i en lignende situation som virkelig har taget lydbøgerne til sig er langturs-chaufførerne, men jeg kender faktisk en del mennesker som ofte direkte "foretrækker" lydbøger fremt for traditionelle ditto - også i situationer hvor de godt kunne læse normalt.

Og her kommer vi til kernen i denne guide...

Har du en moderne mobilos i lommen, så har du måske også allerede en virkelig god lydbogs-læser på dig.

Lad os da undersøge sagens præmisser lidt nærmere…




Ørebøfferne


Uden ørebøffer går det naturligvis ikke, så du er nødt til at have en eller anden måde at få lyden ind i hjelmen på. I dag er der mange muligheder og det behøver ikke at koste en bondegård. Det bedste er selv sagt at købe et af de kommunikationssæt som er specielt lavet til MC brug og som passer direkte ind i hjelmen. Ud over et sæt specielle flade højttalere kommer de med en mikrofon, et kontrolpanel til regulering af lydstyrken samt i mange tilfælde med mulighed for trådløs Bluetooth radio. Priserne starter omkring en tusse og varierer afhængigt af kvalitet og finesser. Har man i forvejen investeret i en lækker kvalitetshjelm er dette helt sikkert vejen at gå.
[Image: 2597.jpg]

Er budgettet ikke til det har jeg også set rimeligt velfungerende hjemmelavede systemer hvor man hårdt og brutalt har hevet højttalerne af et par af de små lette Sennheiser hovedtelefoner og monteret disse i hjelmen med velcro-tape eller et par velplacerede sy-sting. Det kræver lidt kreativitet og ikke alle hjelme har plads nok i øre-regionen, men man kan faktisk få et ganske vellydende resultat hvis man arbejder lidt med det.

Endelig kan man jo, hvis økonomien er meget stram, nøjes med simpelthen at proppe et sæt øreprop-højttalere i ørerne inden man trækker hjelmen (forsigtigt) på. Metoden bør dog følges af en advarsel idet ørepropperne efter min mening isolerer lidt for effektivt mod støj udefra. Også den "støj" man gerne vil høre af trafiksikkerhedsmæssige årsager så som udrykningskøretøjer og bilhorn. Derfor bør øreprop-løsningen nok ikke bruges i byer og andre steder med tæt trafik.



Udstyret

En lydbog er reelt bare en lydoptagelse og kan derfor godt afspilles på samme måde som musik. Dog har specielle lydbogslæsere visse fordele - for eksempel automatiske bogmærker (husker hvor man er kommet til, så man ikke skal finde stedet manuelt hver gang man genoptager lytningen) og en lydgengivelse som er specielt optimeret for tale og derfor behagelig og tydelig at lytte til. Desuden kan man "spole" rundt i lydbogen og springe mellem bestemte kapitler og så videre. Så jeg vil da absolut anbefale en dedikeret lydbogs-læser frem for at bruge et musikanlæg eller lignende til formålet.

Her kommer så din mobil ind, for mange af dem er nemlig virkelig gode lydbogslæsere med masser af plads i den interne hukommelse og meget fin lydkvalitet. Og som jeg fremhævede i min tidligere guide angående brug af telefonens indbyggede GPS til at mappe scooterturen så har du den jo alligevel altid i lommen. Hvorfor så ikke lade den arbejde lidt for føden ved at underholde dig undervejs?


Jeg har kigget på to gratis lydbogs-programmer som begge kører fint på de fleste Symbian S60 telefoner. Det første kommer fra selveste Nokia og hedder slet og ret…

Nokia Audiobook Player

http://www.nokia.com/betalabs/audiobooks

Programmet hentes fra Nokia Betalabs – hvilket i parantes bemærket ikke betyder at man skal være bange for at installere det. Ordet ”beta” betyder noget helt andet for Nokia end det gør for for eksempel Microsoft, for der er tale om et velfungerende produkt som du ikke behøver at frygte vil skade din telefon eller slette dine filer eller noget i den dur.

Så hent du trygt programmet og prøv det. Jeg har selv kørt med det på Nokia N95 (både standard og 8G) og Nokia N96 hvor det virker fint. Ifølge instruktionerne er det testet på følgende Nokia-modeller…

Citat: N73, N76, N80, N93, N91, E70, E65, E62, E60, E50, 5500 sport, 3250, N95, N95 8g, N76, E90, 6290, 6110 Navigator, E63, N96, E90, N85

… men burde køre på alle Symbian S-60 3rd edition smart phones som har mulighed for indsættelse af hukommelseskort. Dette er væsentligt idet bøgerne skal ligge på et hukommelseskort - telefonens interne hukommelse kan ikke bruges.

Nokia Adiobook Player kan kun afspille filer i et særligt format med det mundrette navn ” AMR-WB, 3GPP 26.190 / ITU-T G.722.2” (prøv at sige det 3 gange i hurtig rækkefølge efter et par øl) som udmærker sig ved at være være ultra-kompakt og særligt optimeret til at give høj lydkvalitet i det frekvensområde som benyttes til tale.

Det er selvfølgelig ikke sådan lige til at opdrive lydbøger i dette specielle format, så derfor kommer programmet med en PC-applikation som kan oversætte lydbøger i andre formater til AMR og overføre dem til din telefon. Dette program – som kaldes Nokia Audiobook Manager - er også gratis og hentes ligeledes hos Nokia Betalabs. Lad os starte med at kigge på dette.

Det kører under Windows (2000, XP og Vista) og er helt trivielt at installere. Efter installation kan programmet dog ikke dekode mp3-filer, så hvis man vil have denne facilitet med (og det vil man) skal man lige downloade den gratis mp3 dekoder LAME (der er et link til den på hjemmesiden) og pakke den ud i samme folder som Audiobook Manager. Årsagen til dette er, at Nokia ikke gider at betale licens til ejerne af mp3-formatet og det kan de slippe for ved at overlade dette sidste skridt til dig. Ok folkens - så er vi ellers parate til at få nogle lydbøger oversat…

[Image: 2598.jpg]

Som navnet antyder kan Audiobook Manager lidt mere end blot at oversætte lydbøger til telefonen, men det kan du jo selv eksperimentere med. Her nøjes vi med at oversætte en bog fra MP3 til AMR format - i dette tilfælde en Startrek novelle. Efter oversættelsen spørger programmet om vi vil have bogen overført til telefonen og det lader vi den bare gøre (telefonen skal selvfølgelig være tilsluttet PC'en via kabel eller Bluetooth). Sagen er nemlig at hukommelseskortet skal indeholde mindst een lydbog før telefonprogrammet køres første gang. Det gør det så nu, og vi kan derfor trygt installere den anden halvdel af systemet Audiobook Player på mobilen.

Installationen foregår ligeså nemt som for Audiobook Manager. Telefonen skal selvfølgelig være tilsluttet PC'en og så klikker du ellers bare på linket til SIS-filen og åbner den i Nokia PC-Suite Installeren. Herefter kører resten af sig selv. Du skal lige svare på et par spørgsmål ovre på telefonen og så er det installeret og parat til start.

[Image: 2599.jpg]

Programmet er flot og har en gennemtænkt og logisk betjening så det er meget simpelt at bruge. Man er ikke i tvivl om, at det er et professionelt udviklet produkt som vi på et tidspunkt sikkert vil kunne finde som standard på firmaets telefoner. Der er tidsangivelser så man kan se hvor langt man er kommet i bogen og det lille "bogmærke" på den afbillede bog flytter sig enda alt efter hvor i bogen man er. Ret liret, synes jeg.
8)

Ellers er der hvad der skal være af funktioner til at hoppe rundt i kapitler osv. Det skal lige siges at et "kapitel" svarer til en fil, så hvis bogen er optaget på en måde så flere kapitler er indeholdt i een fil, så kan Audiobook Reader altså ikke finde ud af at splitte bogen op. Ergo fungerer det med kapitler kun for bøger som har hvert kapitel i en separat fil.

Som sagt er funktionsomfanget nogenlunde som man ville forvente. Dog er der lige en funktion som jeg synes fortjener at blive fremhævet: Man kan indstille et time out for læsningen. Hvis man gerne vil falde i søvn med en lydbog kan man indstille et time out på for eksempel 30 minutter. Så afbryder programmet læsningen hvis du ikke trykker på nogle af telefonens knapper i 30 minutter og dermed undgår du at den står bruger strøm hele natten og måske er flad som en fregne næste morgen. Smart.
Smil



Scheherazade

http://www.platysoft.com.au/Downloads.aspx

Denne lydbogslæser er ikke lavet af Nokia, men af det australske firma Platysoft - sjovt nok som en direkte reaktion på de ting som forfatteren er utilfreds med i Nokia Audiobook Player. Den er i øjeblikket kun tilgængeligt for Symbian S60, men i følge deres hjemmeside arbejdes der på en version for Windows Mobile.

Programmet er faktisk endnu nemmere at installere end Nokias. Du klikker bare på et af de to links og åbner det i PC-Suite Intaller hvorefter alt kører af sig selv. "Lite"-versionen er uden Python og hvis du ikke ved hvad "Python" er, så er det med garanti "Full"-versionen du skal bruge.

Bøgerne skal også i dette tilfælde placeres i en folder ved navn Audiobooks, men denne behøver ikke at være på et hukommelseskort - den kan godt være i selve telefonens hukommelse. Sidstnævnte placering er ikke tilrådelig for bøgerne fylder jo en del og kan hurtigt fylde din telefon op, men har man en telefon uden mulighed for indsættelse af hukommelseskort er denne læser i modsætning til Nokias stadig brugbar.

Scheherazade (navngivet efter pigen fra 1001 nats eventyr, hvis du skulle have glemt dine klassikere) fremtræder med en noget uambitiøs brugerflade, for at sige det på en pæn måde. Der er hvad der skal være, men efter Nokias superflotte program virker Platysofts udspil umiddelbart væsentligt mindre poleret og æstetisk tiltalende.

[Image: 2600.jpg]

Hvis jeg husker ret så var pigen Scheherazade kendetegnet ved ikke at være smuk, men tilgengæld var hun intelligent og kunne en masse historier hvilket reddede hendes liv. Dette gælder på en måde også lydbogslæseren Scheherazade for under den kedelige overflade gemmer sig en masse smart funktionalitet.

Vi har allerede nævnt een nyttig funktion - evnen til at læse bøger fra såvel et hukommelseskort som fra telefonens interne hukommelse - men der hvor Scheherazade for alvor adskiller sig fra Nokia Audiobook Reader er i det format den kan læse. Eller rettere "de formater", for den kan stort set læse alt hvad du kan putte i telefonen. Derfor kræves heller intet PC program til at tilpasse bøgerne for telefonen. Du flytter dem simpelthen bare over i det format de nu har og så er du klar til at læse uden yderligere dikkedarer. Enkelt og funktionelt.

Desværre har Scheherazade ikke den time-out funktion som jeg var så glad for hos Nokia Audiobook Reader, men til gengæld har den en anden smart funktion som de kalder "auto-rewind". Det går ud på at bogen spoles 30 sekunder tilbage (tiden kan ændres) hver gang læsningen har været afbrudt, for eksempel på grund af et opkald. Det er smartere end det lyder og gør det nemt at "fange tråden" i bogen igen.



Hvilken læser skal jeg vælge?

Godt spørgsmål. Skal det være den flotte og gennemførte Nokia Audiobook Reader/Manager eller den minimalistiske men alsidige Scheherazade?

Begge programmer koster det samme (ingenting), kan det de påstår (afspille lydbøger) og begge tilbyder fin lydkvalitet og simpel betjening. Begge programmer integrerer sig godt med Symbian-telefonens funktioner og holder for eksempel automatisk pause i læsningen hvis der kommer et telefonopkald og kan betjenes via multimediaknapperne på telefonen eller headsettet, hvis disse forefindes. Begge programmer er nemme at installere og bruge.

Nokia-programmet kræver at telefonen har mulighed for hukommelseskort da det ikke kan bruge den interne hukommelse samt adgang til en Windows PC for at konvertere bøgerne til AMR-formatet. Disse begrænsninger har Scheherazade ikke, men tilgengæld har jeg været ude for enkelte program-crash under brug. Ikke ofte og aldrig værre end en genstart (af programmet - ikke telefonen) har klaret ærterne. Og så mangler den smarte time-out funktion naturligvis.

Generelt kunne man måske påstå at Scheherazade er for dem som læser mange bøger og tænker i funktionalitet mens Nokia Audiobook Reader er for de som lægger vægt på en professionel brugeroplevelse svarende til de øvrige standardprogrammer på en S60 telefon. Det ville dog være en lidt for forenklet måde at se det på. Mit råd vil være at hente begge to og selv finde ud af hvilken man bedst kan li'. De er jo gratis og har intet problem med at sameksistere på telefonen. De kan sågar dele den samme bog-folder.
8)




Bøgerne

Lydbøger kommer på samme medier som musik, det vil sige CD'ere, DVD'ere eller online som download. Der findes også mange ældre bøger i cirkulation på kasettebånd fordi det ikke uden videre er lovligt at kopiere dem over på CD og der er langt imellem officielle nyudgivelser.

I forhold til trykte bøger er der to forhold man skal være opmærksom på ved lydbøger. Det første er, at de ofte findes i to versioner: "Abridged" (forkortet) og "Unabridged" (uforkortet).


Abridged kontra Unabridged

At en lydbog er forkortet betyder at den er reduceret til omkring en 20-25% af sin oprindelige længde på en måde som bevarer handlingen og hovedlinjerne i historien, men fjerner "overflødige" detaljer og personer. For en typisk roman som har en længde på 20-30 timer vil den altså være kogt ned til omkring 5 timer efter forkortelsen. Forkortelsen retfærdiggøres ofte med, at nogle læsere foretrækker en lydbog de kan blive færdig med i een køre i stedet for at skulle "læse" den over flere dage eller uger. Men i virkeligheden er det nok nærmere af mere praktiske årsager man gør det. Der er i hvert fald en klar besparelse i produktionsomkostningerne - især betydningsfuld i de tilfælde hvor en berømt (og dermed dyr) skuespiller læser en bog med en relativ lav udsalgspris eller et begrænset marked. For ældre bøgers vedkommende betød pladsen på medierne også en del, og en fuld roman kunne nemt fylde en 10-15 kasettebånd. Det gjorde distributionen meget dyrere end en forkortet bog som kun fylder et eller to bånd.

Min personlige mening er, at forkortede lydbøger altid bør undgås hvis man har valget. Forfatteren skrev oprindeligt sine bøger i den længde de nu engang har og ved at forkorte dem får man ikke den tilsigtede oplevelse. En forkortet bog er jo reelt ikke andet end et resume af den ægte vare. Derudover er det mangel på respekt overfor værket, synes jeg. Og på digital form med de kapaciteter som er tilrådighed i dagens telefoner og PC'er betyder det altså ikke meget rent pladsmæssigt.

Et oplagt eksempel hvor en forkortelse ville være helt ødelæggende for historien er Stephen Kings episke Dark Tower serie. Syv massive bøger med et utal af detaljer og en særdeles krøllet handling hvilket resulterer i en samlet lyttelængde på noget der ligner 250 timer. Heldigvis har udgiveren modstået fristelsen til at forkorte historien – eller også nedlagde Stephen King veto...

[Image: 2601.jpg]



Oplæseren

Den anden ting man skal være særligt opmærksom på ved lydbøger er oplæseren og måden der læses på. Det betyder meget for oplevelsen at oplæseren kan sit kram og har et udtryk der passer til bogen. Et godt eksempel på en rigtig god oplæser er Jim Butchers Dresden Files serie som læses af James Marsters (ham der spillede Spike i Buffy the Vampire Slayer). Et andet godt eksempel er Charlaine Harris Southern Vampire serie som læses af en pige med en kraftig drævende sydstats-accent som passer perfekt til bøgerne.

[Image: 2602.jpg]

Oplagte eksempler på oplæsere der suger sten er skuespillerne fra den originale Startrek serie på nær Leonard Nimoy. Bare fordi de spiller med i TV udgaven betyder det ikke automatisk at de er underholdende at høre på.

[Image: 2603.jpg]
:roll:

Nogle lydbøger findes med flere forskellige oplæsere, for eksempel Harry Potter serien. Der er en amerikansk version som læses af Jim Dale og en britisk udgave der læses af Stephen Fry. De er begge ok, men Stephen Fry er klart den bedste af de to. Han er bedre til at lave de forskellige stemmer og så er han ærke britisk. Harry Potter skal bare læses af en englænder med den rigtige accent.

[Image: 2604.jpg]


En særlig gruppe lydbøger betegnes som ”Full Cast” hvilket betyder at der er flere oplæsere som hver lægger stemme til en eller nogle få personer i bogen. En sådan produktion er selvsagt meget dyr for udgiveren, men resultatet kan blive rigtigt godt. Et eksempel på en virkelig god Full Cast lydbog er Philip Pullmans His Dark Material trilogi

[Image: 2605.jpg]


Den sidste variant jeg vil nævne er de såkaldte ”dramatiserede bøger”, hvor bogen ikke læses op men fremføres som et fuldt hørespil med skuespillere og lydeffekter og hele pivtøjet. For eksempel findes mange af Agatha Christies krimier i dramatiserede udgaver. En del kan godt li' dette format, men jeg bryder mig ikke synderligt om dem. Det er ikke ordentlige bøger.


Hvor får man så lydbøger fra?

Så længe vi taler om engelske bøger er der mange steder de kan fås. De fleste boghandlere som for eksempel Amazon har masser og der er også firmaer som direkte har specialiseret sig i lydbøger. Et eksempel er Audible...
http://www.audible.com

...som blandt andet står bag Charlaine Harris bøgerne. Nævnes bør også LibriVox projektet...
http://librivox.org

hvor frivillige indtaler public domain klassikere som kan hentes gratis. Har du trang til nogle Sherlock Holmes mysterier eller en Jules Verne klassiker, så findes de der til fri afbenyttelse. Men prøv at google lidt rundt og check selv. Der er masser af steder som sælger lydbøger on-line.

Strammer budgettet er der naturligvis også den mere hmmm... lyssky metode via bittorrent. Ikke alle trackere har lydbøger på programmet, men nogle har et godt udvalg. Pirate Bay og Demonoid for eksempel. Eller man kan gå via meta-trackere som Mininova.org eller Heet.com. Endelig er der diskussionsfora med speciale i lydbøger der udveksles via RapidShare-links. Audiobook Emporium er et eksempel på et sådant forum...
http://www.audiobookemporium.no-ip.com


Hvad med danske lydbøger?

Desværre kommer vi lidt til kort fordi vi er så lille et sprogområde og lydbøger koster en del at producere, men de fleste bestsellere og klassikere findes dog på dansk. Tilgengæld kan de godt være noget pebrede i pris. Gennemsnittet ligger fra omkring 250 kr og opefter og dagsprisen for Peter Høegs debutroman ”Frøken Smillas Fornemmelse for Sne” er for eksempel 618 kr hos Gyldendal. Og vil du have fingre i hele Harry Potter serien kommer du tæt på 2000 af de store.

[Image: 2606.jpg]

Heldigvis har vi et godt og gratis biblioteksvæsen i Danmark og det er her man skal søge hen for at skaffe danske lydbøger. De har stort set alt hvad der er udkommet på dansk – eller kan skaffe det. Så smut ned på biblioteket og hent en forsyning. Der efter ripper du bare CD'erne over på din PC og mobil og du er klar til at lytte.

I øvrigt kan du godt glemme bittorrent når vi snakker danske lydbøger. Der er meget lidt pirat-aktivitet på dette område. Det er forfatterne sikkert glade for...

Med hensyn til "kvaliteten" af de danske lydbøger ved jeg ikke så meget eftersom jeg med skam må indrømme at jeg aldrig har lyttet en igennem. Er de forkortede og hvilke oplæsere er gode? Tjah, det kommer du nok selv til at finde svaret på. Og når du har fundet det, kan du jo smide et par ord om det i denne tråd så vi andre kan nyde godt af dine guldkorn.
:wink:


Jeg foretrækker faglitteratur - er der noget?

Mjahh, nu gør fagbøger sig desværre generelt ikke så godt i lydbogsformat. For eksempel er det jo lidt svært at beskrive et diagram eller en konstruktionstegning mundtligt. Men der findes faktisk en del. Pimsleurs udmærkede sprogkurser for eksempel...

[Image: 2607.jpg]

... så man kan friske sit rustne tysk op mens man kører ned i retning af grænsen. Ikke nogen dårlig ide faktisk.

Hvis du ikke føler at din kone/kæreste/børn/hund/bisamrotte forstår dig er der er også mange selv-hjælps guruer og pep-talkere som sværger til lydbogsformatet. En af disse er goe gamle dr. Phil...

[Image: 2608.jpg]

... som naturligvis selv er oplæser på sine bøger. Dermed får du den fulde dr. Phil oplevelse. Men jeg vil kraftigt advare mod at lytte til dem på en Møn-tour for efter ti minutter med dr. Phil får man en ubehændig trang til at køre ud over klinten.
:roll:


Ok, det var så lidt inspiration til underholdningen på scooterturene i det kommende forår. God fordøjelse og kør sikkert.
:wink:

[Image: 2609.jpg]
Svar
Vil du slippe for reklamerne - Opret en bruger idag, og bliv en del af fællesskabet. :)

آگهی
#2
Du må da stadig have krampe i fingrene Runnerdude, sikke et langt indlæg Griner
Svar
#3
Pgo-Fan Skrev:Du må da stadig have krampe i fingrene Runnerdude, sikke et langt indlæg Griner

Du er ikke den eneste som har udtrykt noget i den retning. Men det er nu ikke nært så vildt som det måske kunne synes - jeg skriver ret hurtigt...

:wink:
Svar
#4
Hej
Jeg hører også lydbøger på min Sony Ericsson mobil med høretelefoner.
Jeg hører Stieg Larsson, Liza Marklund, Daniel Silva, Jan Guillou, Martin Petersen, Mikkel Birkegaard, Dan Turel, Robert Ludlum og spansk-kursus.
Tit når jeg går tur med hunden, men også når jeg kører 15-20 min. fra Randers S til Randers N op til Teknisk skole, på sprinten.

Lydbøger er en go' ide, hvis man ikke har tid til at læse, f.eks. når man kører eller går en tur med hunden.

Flemming
Randers SØ
Scooterture:
Skagen video.
 Mariager Havn video.
Sym Fiddle II 125/160cc årg. 2010
Opel Meriva årg. 2005
Svar
#5
Godt indlæg. Og det med harry er rigtigt. Fry er en god skuespiller men for bliip da han er god til at fortælle en historie også. Hvis i kender LittleBigPlanet fra PS3 så er det jo også ham der snakker der (og det passer perfekt der) 8)
Svar
Vil du slippe for reklamerne - Opret en bruger idag, og bliv en del af fællesskabet. :)



Forum spring: