Jeg har ikke skrevet herinde i længere tid, men har dog fulgt med på sidelinjen. BS er et godt forum, og det slipper jeg ikke. Denne tråd var jeg dog nødt til at kommentere på.
Havoc, du får et kæmpestort tillykke her fra. Nu om dage får man ikke en førtidspension for sjovt, og jeg kender på egen krop en del til alt det møg man skal igennem for at lande der hvor du nu er. Kampen er vundet, sikke en lettelse det må være. Det hele er dig vel undt. Ud fra hvad jeg kender til dig herinde fra, virker du som en rar gut. Du nåede lige præcis at få røven med dig inden førtidspensionen @ bli'r afskaffet pr 1/1 2013. Det er dit kæmpe held.
Nedenstående er en rant over den kommende reform på området, og min situation i den forbindelse, og kan derfor springes over.
Det nye trick vores højreorienterede "røde" regering har fundet på er, at man fremover dels skal være over 40 for for at kunne komme i betragtning til en pension (med undtagelse for helt ekstreme situationer that is), dels at ens arbejdsevne skal være under to timer pr uge.
Os der følger lidt med i kommunernes mange små julelege ved, at de i forvejen gør alt hvad de kan for at spare penge. Hvor nemt bli'r det så at slippe under en to timer pr uge regel? Hvor mange er reelt så syge, fysisk eller psykisk, at de ikke kan klare en dag af to timer, eller eksempelvis fire dage af en halv time? MEN, hvilken virksomhed vil ha' besværet med at ansætte en person de kun får to timers arbejde ud af? Hvad er den reelle ide med den nye fleksjob og førtidspensionsreform? At visitere dem der reelt står til en førtidspension til fleksjob, hvor de så kan gå på ledighedsydelse der bekvemt nok svarer til alm. kontanthjælp for en ikke-forsørger. Mange penge sparet, mange menneskeskæbner trampet på og smidt af på lossepladsen.
Ovenstående er pt mine fremtidsudsigter. Jeg har været stædig og kæmpet for at blive en accepteret samfundsborger. Da jeg endelig kastede håndklædet i ringen, viser det sig nu at være for sent. Ud fra min diagnose, og den enorme nedslidning jeg er ude i pga alt for mange års hård kamp og deraf følgende kronisk stress, vil jeg formentlig lande i en under ti timer pr uge kategori som fleksjobber (jeg er ot vurderet til maks seks timer/uge), med små chancer for at få et job. Dertil kommer regningen for at have prøvet, en stor studiegæld der er forfalden til betaling her i starten af det nye år. Hvordan fanden jeg skal finde pengene til det på en kontanthjælp, og derefter kontanthjælplignende hyre, har jeg ingen anelse om. Gældssanering er jo heller ikke en mulighed, da hverken kontanthjælp eller ledighedsydelse betragtes som en blivende indtægt. Kort sagt: Jeg kom for sent i gang, og er nu dybt fucked. Jeg havde, da jeg endelig indså at førtidspension er vejen for mig, håbet på at nå at få nogle gode år når først studiehælden var betalt af. Måske endda købe et billigt hus (en gammel drøm). nyde livet lidt inden den nyresygdom jeg også slæber rundt på gør mit liv surt, og til sidst ta'r livet af mig. Sådan ser det altså ikke ud til at skulle gå. Ain't life a bitch..
Jeg ved godt at det nu om dage er moderne at håne os der vipper rundt i den nederste ende af samfundet, og at mange utvivlsomt vil juble over at vi fremover ikke vil få et ben til jorden i de nuopfundne "ressourceforløb" og alskens andet sjovt kommunerne efter for godt befindende kan udsætte os for, men jeg er altså glad på Havocs vegne. Rart at se at det lykkes for nogle